Spar penge ved køb af den nye Mac Mini – APFS formatering gjort nemt
I efteråret 2018 lancerede Apple deres nye opgradering af Mac Mini computeren, som mange brugere, inklusiv mig selv, havde set frem til.
Den nye Mac mini havde det mørkegrå design look, SSD harddisk, minimum 8 gb ram og en hurtig processor på enten fire eller seks kerner (afhængig af den valgte model).
Der var bare lige dét, at den billigste Mac Mini kostede 6999 kr.
Den billigste Mac Mini indfriede på ingen måde mine hardware krav, hvorfor jeg gik på jagt efter alternative løsninger – dette er historien om, hvordan jeg opgraderede basis modellen og sparede mere end 7500 kr. ved at købe harddisk og ram fra andre producenter end Apple.
Første del – venteposition:
Man siger, at tålmodighed er en dyd. Derfor gik der ca. 5 måneder fra selve lanceringen, til jeg fandt en demo model af Mac Mini´en til en pris på 6499 kr. Der var godt nok tale om basis modellen bestående af en 3.6 quadcore processor, 128 gb SSD og 8 gb ram.
Da jeg ikke skulle bruge Mac Mini´en til tungt grafisk arbejde, valgte jeg at købe demo modellen (ja, jeg endte med at gå på kompromis) – Men så gik jagten ellers efter flere ram og anden harddisk.
Anden del – hardware køb:
En af de positive ting ved den nye Mac Mini var muligheden for at kunne indsætte flere ram i – dog skulle Apple have 5160 kr. for 32 gb. ram. Jagten gik ind.
Jeg undersøgte markedet, fulgte den altid gode youtuber Snazzy labs, som var en af de første til at indsætte ram i Mac Mini´en.
Der skulle findes nogle SO-DDR4 ram på 2400 MHz og gerne minimum 32 gb.
Jeg endte med at finde et godt tilbud på BJ Trading og købte 2 x 16 GB SO-DDR4 Crucial 2400 MHz til en pris på 1500 kr. “Ram-operationen” tog mig kun 20 minutter, så var basis modellen opgraderet med 32 gb ram.
Instruks for indsættelse af ram i Mac Mini´en kan findes her.
Næste del af hardware jagten gik på at finde en SSD harddisk med mere kapacitet end de 128 gb, som basis modellen kom med.
Den interne harddisk i Mac Mini´en var loddet fast på bundkortet, så den kunne ikke udskiftes – jeg måtte i tænkeboksen.
Udover udfordringen med at den interne harddisk var loddet fast, så har Apple siden Mac OS High Sierra udgivelsen anvendt filsystemet APFS (Apple File System). Der har været nogle udfordringer med at formattere harddiske til dette format, men heldigvis fandt jeg løsningen.
Hvis jeg indkøbte en ekstern SSD, så var det muligt at formattere den til netop APFS ved hjælp af Terminal og diskværktøjet, der er indbygget software på Mac´en.
Jeg endte med at købe Kingstons HyperX Savage SSD på 1 tb til en pris af 1500 kr.
Tredje del – formatering af harddisken:
Ved brug af følgende Kommandoer via programmet Terminal lykkedes det at formatere/konvertere Kingston harddisken til APFS.
Til en start var formatteringsmuligheden via diskværktøjet ikke en aktiv mulighed, hvorfor jeg måtte ty til Terminal kommandoer:
- diskutil unmountDisk force disk2 – denne kommando frakobler harddisken – husk at tjekke om din disk hedder disk2 eller andet.
- sudo dd if=/dev/zero of=/dev/rdisk2 bs=1024 count=1024 – denne kommando sletter harddisken og overskriver den med nuller.
- Mac´en beder om dit password – indtast dette
- diskutil partitionDisk disk2 GPT JHFS+ “din disks navn” 0g
- Til slut kan diskværktøjet anvendes og muligheden for at formatere/konvertere fra JHFS+ til APFS er nu muligt.
Når du starter Mac Mini´en op første gang, så skal der vælges en startdisk, og din Mac husker fremadrettet denne indstilling.
Du kan se her hvordan du vælger startdisk.
Alt i alt har min Mac Mini kostet mig 9500 kr. med en besparelse på ialt 7800 kr., såfremt jeg havde købt alt hardware igennem Apple.
Konklusion:
Så hvis man har lidt snilde og tålmodighed, så kan det varmt anbefales at indkøbe hardware fra anden part end Apple. Jeg nyder absolut min nye Mac Mini i fulde drag – den kører upåklageligt.
Og hvem kan ikke lide at spare en masse penge? 😉