Hvordan købes en brugt Mac ?
Hvis man som jeg ikke har lyst til at udskifte sin Mac, hver gang Apple lancerer en ny Mac computer, eller synes den fulde pris for en spritny Mac er i overkanten, så kan det varmt anbefales at undersøge markedet for brugte Macs. Apple´s Mac serie er af yderst høj kvalitet, og har oftest en længere levetid end en almindelig Windows PC.
En af årsagerne hertil kunne være Apple´s økosystem, og der findes utallige artikler omkring fordele og ulemper ved deres økosystem, hvorfor dette indlæg udelukkende vil fokusere på selve købet af en brugt Mac. Det skal dog nævnes, at min egen personlige erfaring er, at Mac computere og alt installeret software virker flydende på alle mine enheder, de er meget stabile, og jeg oplever ikke den samme hyppighed for større opdateringer til styresystemet, som jeg fornemmer Windows brugere gør.
Jeg har gennem tiden købt alle mine Macs via Den Blå Avis (DBA), og jeg har på intet tidspunkt haft problemer med mine køb.
Baseret udfra mine egne erfaringer, har jeg samlet mine bedste tips til, hvad man skal være obs på ved køb af en brugt Mac.
Brug god tid på at undersøge markedet for brugte Macs
Der findes utallige brugte Macs på DBA, især af de lidt ældre modeller. Uanset om der er tale om en Macbook Pro, Imac eller Mac Mini mfl., så vær opmærksom på hvornår computeren er fra, såfremt hardware opgraderinger ønskes, da ikke alle nyere modeller har disse muligheder. Med fordel kan denne artikel fra Everymac læses, for at få et godt indblik i de forskellige modeller, herunder mulighederne for eventuelle hardware opgraderinger.
Ved køb af brugte Macs , er der særligt fem ting, der er vigtige:
- Sælger er NemID/CPR valideret
- Sælger har kvitteringen på Mac´en
- Der er billeder på annoncen af Mac´en
- Tag altid ud og se på det eventuelle køb fysisk
- Hvis muligt – undgå en Mac med synlige buler i bund/kanter
Følges disse fem “regler”, så er det bestemt ikke umuligt at finde en god brugt Mac på DBA.
Test Mac´en grundigt igennem inden køb
Ved køb af en brugt Mac bør følgende altid testes igennem inden et eventuelt køb:
- Inspicer Mac´en for synlige skader (Buler, skrammer mv)
- Bed sælger om at tænde for Mac´en, tjek at den opstarter uden fejl
- Tjek at WIFI & bluetooth virker (evt. test op imod egen telefon via internet deling og bluetooth tilslutning)
- Test alle USB porte via medbragt USB stik
- Test lyden via medbragte høretelefoner
- Såfremt Mac´en har DVD/CD kombi drev, test dette med en medbragt DVD/CD
- Test at kameraet virker, evt. via Facetime
- Såfremt der er tale om en bærbar Mac – test at trackpad´en virker som den skal
Klik på > om denne Mac
Her bør serienummeret tjekkes – sammenlign med serienummeret stående i bunden af Mac´en. Hvis der er garanti tilbage på Mac´en, kan informationerne findes via Apple.
Ligeledes bør batteriets status tjekkes. Dette gøres via oversigten > systemrapport > strøm > oplysninger om batteritilstand. Hvis der er tale om en bærbar Mac, så er en god huske regel, at den ca. har 1000 ladninger (cykler) – så jo lavere antal brugt, jo bedre vil det være. Vær obs at status skal stå til normal.
Hardware tjek
Der kan med fordel foretages en hardware test inden køb. Dette gøres ved at genstarte Mac´en og holde D-tasten nede på tastaturet. Hols tasten nede indtil Apples Hardware Test (AHT) vises på skærmen. Følg instrukserne og testen vil tage ca. 5 minutter. Skulle der være noget udestående med hardwaren, så overvej om det er købet værd.
Der kan med fordel læses fuld artikel/instruks om AHT her.
Tjek at Mac´en er klar til brug og gendannet til fabriksindstillingerne
For anvendelse af en brugt Mac, er det yderst vigtigt at sælger har fjernet tidligere Icloud konto og eventuelle koder for kryptering af disken på Mac´en. Mange Mac brugere (herunder mig selv) har gjort ekstra ud af, at beskytte sine data. Som en ekstra sikkerhed kan disken krypteres med kode til bestemmelse af hvilken startdisk, der skal anvendes. Er disse parametre sat fra sælgers side, skal det slåes fra. Læs mere om ekstra sikkerhed af Mac og data her.
Ved at genstarte Mac´en og holde command + R nede på tastaturet indtil menuen for gendannelse vises på skærmen, kan det tjekkes om hvorvidt, der er påsat ekstra sikkerhed eller ej.